X Factor satte seer-rekord


At Danmark var i regulært X Factor mode fredag aften, vidner de dugfriske seertal om.

For udenlandske turister må Danmark have set usædvanlig tomt og øde ud fredag aften, hvor den store finale i X Factor tonede ud af de små hjem.

Ikke færre end 2,2 millioner af os var nemlig bedøvende ligeglade med alt udenfor vore egne fire vægge og de 27 tommer. Vi skulle se X Factor.
Dermed slog underholdningsprogrammet ikke alene egne seerrekorder, men også samtlige andre i nyere tid.

Semifinalen ugen før - hvor seerne stemte Heidi hjem - blev således 'kun' set af 1.793.000. Og i den mellemliggende uge tog X Factor hysteriet altså så meget til, at yderligere 400.000 følte sig koblet af verden, hvis de ikke havde tændt for fjernsynet fredag aften.

- Jeg er da rigtig glad. Utrolig glad, lyder reaktionen også fra DRs underholdningsdirektør Jan Lundme, som føler, at stationen netop nu med deres programudbud er 'rigtig godt oppe på beatet'.

- 2,2 millioner er ikke bare et tal. Det er også et udtryk for, at folk virkelig godt kan lide programmet, som på en skala fra et til fem er blevet vurderet til 4,3. Jeg er lige ved at tro, at det også er en rekord, siger Lundme.

X Factors forrygende flotte seertal er ligedeles rekord for et fredagsunderholdnings-program.

Indtil i fredags var det 'Talkshowet' fra 1993, der sad på rekorden. Den fredag hvor Jarl Friis-Mikkelsen havde Janni og Christian Kjær i de varme stole, kiggede 1.993.000 danskere med.

Den tidligere nummer to på hitlisten er af lidt nyere dato og tilfalder konkurrenten TV2, som i 2005 satte deres seerrekord, da »Vild med dans« blev set af 1.925.000.
Nu har X Factor banket dem begge ned i rækkerne til en heholdsvis anden og tredieplads.

Ingen kommentarer: