Japansk heavy metal med fed lyd

Nissan 370Z er mere komplet end forgængeren 350Z. Designmæssigt stadig tro mod den tidligere model, men med en meget flottere og kvalitetsmæssigt bedre kabine. Se bare det to-farvede læderindtræk. Der ses stadig forkromet plastik, men det er til at leve med.
Nissans muskelbil 370 Z er blevet stærkere, lettere, kortere, stivere og derfor mere sportslig
end forgængeren.


Nissan 370z
Pris: 820.000 kr. Motor: V6, 3,7 liters sugemotor med 331 hk og 366 NmGearkasse: 7-trins automatisk med sekventiel skifteTransmission: Baghjulstræk med viskose differentialeAcceleration 0-100 km/t: 5 sek.Tophastighed: 250 km/t (begrænset)Undervogn: Double wishbones foran og uafhængig Multi-link bagStyretøj: Elektrisk servo
Egenvægt:1.508 kgMål (længde/bredde/højde): 425/184/132 cmAkselafstand: 255 cmBagagerumskapacitet: 235 ltr.Gennemsnitsforbrug: 9,6 km/ltr.CO2-emission: 247 g/kmÅrlig ejerafgift: 6.480 kr.

Motorlyden brøler ud af de to store udstødningsrør, så voldsomt, som når et heavy-metal band fyrer den af på Orange Scene på Roskilde Festivalen.
Fed lyd, hvis man altså kan lide den slags »musik«.
Se flere billeder i billedserien her til højre ...
Nissan 370 Z er langt fra kun lyd, det er en heftig sportsvogn. Bred og brutal. Viril og vanedannende. Med masser af avanceret teknik og en undervogn, der så hård som et bræt.
Antallet af hestekræfter er forøget med 18 i forhold til forgængeren og er nu på 331 hk, måske ikke opsigtsvækkende i sig selv, men det er dens drejningsmoment på 366 newtonmeter til gengæld. Allerede ved 2.000 omdrejninger spiller den seks-cylindrede V6-motor med musklerne, og det bliver den ved med til det røde felt nås ved 7.500 omrejdninger.
Nissan 370 Z er blevet 6,5 centimeter kortere, den er blevet henholdsvis 1,5 cm og 5,5cm bredere for og bag og har tabt sig 32 kilo i forhold til 350Z, er blevet 30 procent mere stiv i karosseriet, og akselafstanden er skrumpet med ti centimeter. Alt sammen med til at gøre den mere agil på snoet vej, uden at det er gået ud over retningsstabiliteten.
Kicket får man, når den fyres af på de mindre veje. Den er vanvittig hurtig i aftrækket og danser elegant hen over asfaltens ujævnheder og gennem kurverne.
På de mest krogede og ujævne veje var 370Z lige en anelse for voldsom efter min smag, men i bløde kurser med godt overblik flyver den bare af sted.
Som noget helt ny har Nissans teknikere indbygget en ny teknik i den seks-trins manuelle gearkasse, der elektronisk sørger for optimale gearskifte og som giver mellemgas i nedgearingerne.
Syncro Rev Control kalder Nissan systemet, der ifølge fabrikken er det første af sin art i verden.
Når man er vant til hæl-tå-metoden, skal man lige vænne sig til at teknikken tager over. Fordelen er, at man 100 pct. kan koncentrere sig om at bremse og styre.
Systemet giver mellemgassen hurtigere og mere præcist, end selv den bedste bilist kan præstere, men alligevel er det lidt vemodigt, at elektronikken igen har overtaget en af de funktioner, der gør det sjovt at være bilist.
Men tak for, at et viskose-spærredifferentiale og et hurtigt-arbejdende ESP, hos Nissan kaldet VDC, Vehicle Dynamic Control, er standard. For er vejen fedtet efter en regnbyge eller glat efter snefald vil bagenden uden de nævnte hjælpemidler være nærmest umulig at holde på plads, hvis det skal gå lidt stærkt.
Kommer du forbi en racerbane, hvor du kan få lov at køre nogle omgange, trykker du bare på VDC-knappen og kobler hjælpesystemet fra, og så kan du lave al den power-sliding, du har mod på.
Som alternativ til den avancerede manuelle seks-trins gearkasse fås 370Z også med en syv-trins automatisk gearkasse med sekventiel skifte. Den er efter min mening absolut at foretrække, da den giver et mere flydende gearskifte end den manuelle gearkasse, der trods elektronikken er lidt tung at danse med. Benzinøkonomien er forbedret med 11 procent i forhold til 350 Z.
Mens Nissan har valgt en klassisk designstil, der er tro mod forgængeren, er interiøret totalt moderne og overdådig.
Frække farver, flotte detaljer og sæder, der smyger sig til kroppen, gør opholdet i kabinen til noget helt særligt. Et interiør, der er klasser over forgængerens.
Det er som at få bilen trukket på, når man sætter sig ind i den læderbetrukne kabine, og får en følelse af, at kan mærke enhver bevægelse og reaktion i bilen.
Det gør det ikke alene sjovere, men også mere sikkert at køre en så potent bil.
Nissan 370Z kommer til Danmark til efteråret, og den danske importør forventer at kunne sælge tre eksemplarer. Prisen bliver 769.900 kr. for den billigste version, mens udgaven med topudstyr og 7-trins automatgearkasse koster 820.000 kr


Ingen kommentarer: